John Petersen

Erzähl Schleswig!

2010-12-04T20:01:00.000+01:00

Es besteht ein Bedarf für Medien, die sich redaktionel an Schleswig verpflicten. Denn Schleswig ist nicht in dem Bewusstsein der Menschen mehr.

Auf dem rot gebeizten Küchentisch liegt die Zeitung. Der Stuhl auf dem ich sitze, knarrt auf vertraute Weise, es duftet nach Kaffee und vom Fenster geht der Blick über die erntereifen Felder von Vosnæsgård, hinter denen sich die Mühle von Segalt erhebt.

Von hier, vom Kernland der Århus Stiftstidende, ist es weit bis nach Schleswig. Meine Eltern abonnieren sie schon seit ewigen Zeiten, überlegen aber zur Zeit, ob sie das Abo kündigen sollen, da so viel Merkwürdiges in der Zeitung steht. Sport und Sachen aus Kopenhagen und so was. So verhält es sich auch heute, während ich die Stiftstidende wie immer langsam durchblättere.

„Jütländer kämpfen über Kattegat-Brücke” lautet die Titelschlagzeile in großen Buchstaben. Den weitaus meisten Teil der Seite füllt ein Foto von Jørgen Mads Clausen, dem Vorstandsvorsitzenden der Danfoss AG. In der Nähe von Fynshav, an der Ostküste von Alsen, steht er in einem weißen, kurzärmeligen Hemd unter blauem Himmel und schaut durch sein mitgebrachtes Fernglas nicht nur auf die Wellen der Ostsee, sondern auch in die Zukunft.

Und in der Zukunft sieht er eine Brücke von Bøjden auf Fünen bis nach Fynshav, berichtet die Stiftstidende. Brücken von Alsen nach Fünen landen nicht per se auf den Titelseiten in Århus. Aber es ist eine Schlagzeile wert, wenn Clausens Brücke angeblich die Verbindung über den Kattegat ersetzen soll, also eine mögliche Brückenverbindung von Seeland über die Insel Samsø nach Ostjütland.

Weiter hinten in der Stiftstidende wird die Story fortgeführt: auf Seite 8 und 9 kämpfen Ost- und Südjütländer darum, wo der größte Bedarf für eine Brücke besteht. Lars Larsen vom Dänischen Bettenlager gegen Jørgen Mads Clausen von Danfoss. Ich lege die Zeitung beiseite.

Die Geschichte stammt von Sonntag, dem 8. August. Die Stiftstidende teilte sie dann mit der Sonntagsausgabe von Berlingske Tidende in Kopenhagen, die dafür auch die Titelseite hergab. Der Winkel in Berlingske war derselbe wie in der Stiftstidende: Kampf.
„Der Kaufmann vom Bettenlager und der König von Als kämpfen um Prestigebrücke”, lautete eine Überschrift.

Die Leser von Berlingske haben es im Geiste wohl vor sich gesehen: jütländische Bauernknechte mit gewetzten Sensen, bereit, wie in alten Zeiten für den schnellen Weg in die Hauptstadt zu kämpfen.

Schleswig als redationelle Kernaufgabe

Plötzlich wird mir klar, dass alles, was sich südlich der Grenze befindet, in der medialen Behandlung dieser Geschichte durch völlige Abwesenheit glänzt, sowohl was den Fragewinkel, den Problemhorizont als auch die Argumentation angeht. Die Medien decken diese Geschichte aus einem rein dänischen Winkel ab.

Ich finde, das könnte man zum Vorteil aller ganz anders machen, sofern man Schleswig als Ganzes wieder auf unserer mentalen Landkarte verankern möchte. Ich denke auch, dass es ein Gewinn für Schleswig wäre, wenn es Medien gäbe, die Schleswig als Ganzes in das Zentrum ihrer redaktionellen Arbeit rücken würden.

Im Nachfolgenden benutze ich den Begriff Schleswig. Ich könnte auch vom Grenzland sprechen oder von Sønderjylland und es damit in seiner alten, historischen Bedeutung sehen. Was zählt, ist, dass ich über das Gebiet in etwa zwischen der Eider und der Königsau schreibe.

Und, lassen Sie mich auch das ganz klar sagen: Für mich ist nichts falsch daran, dass die Journalisten von Berlingske den Kampf in den Fokus rücken, wenn es eben ein Kampf ist. Es ist auch nicht verkehrt, wenn ihr Problemhorizont Schleswig ausblendet oder dass sie aus einem rein dänischen Blickwinkel berichten. Das ist ganz logisch. Sie beschäftigen sich mit Dänemark und mit dänischer Verkehrspolitik für Leser in Dänemark. Schleswig als Ganzes spielt in ihrem redaktionellen Spektrum keine Rolle.

Außerdem mache ich mich hier auch nicht zu einem Fürsprecher für eine südlich oder nördlich verlaufende Brücke. Dazu habe ich keine fertige Meinung. Für mich ist die Geschichte über die Brücke nur ein Beispiel. Sie ist ein Beispiel für eine Geschichte, die man auf eine ganz andere Art hätte erzählen können, in der Schleswig als Ganzes eine Rolle spielt.

Ich denke hierbei an frühere Artikel in GRÆNSEN. Carl Holst, der Vorsitzende des Regionsrats von Süddänemark, und Jørgen Mads Clausen haben eine ähnliche Gesamtperspektive. Carl Holst will eine zusammenhängende Wachstumsregion von der Königsau bis zur Eider schaffen, in der die gemeinsame Existenz ein Schlüsselbegriff ist, erzählt er Erik Lindsø (in GRÆNSEN Nr. 1, 2010). Über die Region muss berichtet werden, meint er, oder wie er es formuliert, sie muss „deutlich gemacht“ und „lanciert“ werden. Entsprechend argumentiert Jørgen Mads Clausen dafür, dass die Grenzregion zusammenwachsen müsse und eine Fernsehstation „Nachrichten und Themensendungen verbreiten“ könne, „die die Region zusammenführen könnten“ (in GRÆNSEN Nr. 5, 2009). Die Medien sollten die Unwissenheit beseitigen und uns einander über die Grenze hinweg bekannt machen, meint Clausen.

In Århus is Schleswig gar nichts

„Unglaublich,“ denke ich zuhause am rot gebeizten Küchentisch. Die Brücke zwischen Alsen und Fünen würde einer uralten Verkehrsader zwischen Schleswig und der Hauptstadt neues Leben einhauchen und das wird noch nicht einmal erwähnt.

Die Geschichte wäre eine Supervorlage, wenn man so denkt wie Jørgen Mads Clausen und Carl Holst in den zitierten Ausgaben von GRÆNSEN. Die habe ich gerade noch einmal gelesen und jetzt liegen sie mit der zusammengefalteten Stiftstidende auf deren gewohnten Ablage.

Eine Woche ist vergangen und drüben in Vosnæs wird geerntet.
Ich schalte das Notebook ein, hole mir einen Schreibblock und entwerfe eine fiktive Überschrift: „Schleswig kämpft für die Brücke“ und darunter die Unterzeile: „Wir wollen kein Randgebiet mehr sein, sagen die schleswigschen Bürgermeister über eine zukünftige Brücke“.
Ich stelle mir vor, dass es für eine Zeitung einfach sein müsste, am Telefon die Meinung der Bürgermeister der Städte Flensburg, Schleswig und Husum über die Brücke einzuholen.

Ich fange an in den Internet-Ausgaben diverser Zeitungen zu surfen. Ob irgendjemand wohl den gleichen Gedanken gehabt hat? Schreiben sie alle ohne Ausnahme über den Kampf der Jütländer? Vielleicht gibt es ja wenigstens einen einzigen Journalisten, dessen Gedanken über die Grenze hinaus reichen. Ich finde keinen. Stattdessen öffne ich die Website der Stiftstidende, in der der „Kampf“ weitergeht: „Es gibt keine Argumente dafür, dass eine Brücke zwischen Alsen und Fünen irgendetwas Verbindendes haben könnte“, schreibt ihr Chefredakteur Flemming Hvidtfeldt in einem Leitartikel. „Auf jeden Fall nicht in Dänemark.“

In Århus liegt die mentale Grenze bombenfest, denke ich für mich, denn würde man nur einen kleinen Teil von Deutschland miteinbeziehen, müssten sich eigentlich Argumente für das Verbindende finden lassen. Mir fallen die Kampfhähne der letzten Woche ein: „Bei der Verbindung über das Kattegat handelt es sich ja um einen viel größeren und wichtigeren Kampf, der enorme Bedeutung hat“, sagte Bettenlager-Larsen über den Unterschied zur Alsen-Verbindung. Und weiter:
„Unser Komitee repräsentiert ein gigantisches Gebiet.“

Der Journalist Henrik Havbæk Madsen blies in dasselbe Horn. Er verfasste eine Nachrichtenanalyse und seine Art, die Sache zu behandeln, war faktisch ein wenig herablassend. Es wäre höchstens eine Art Ablass an das periphere Dänemark, Stimmenfängerei, würde man für eine Brücke nach Alsen eintreten. Eine Brücke nach Alsen, das wäre wie die beiden Autobahnen im „sehr dünn bevölkerten“ Vendsyssel im nördlichen Jütland. Die Autobahnen waren in den 1980er Jahren der Preis des sozialdemokratischen Folketing-Abgeordneten Risgaard-Knudsen aus Frederikshavn für seine Zustimmung zur Brücke über den großen Belt. Der Volksmund nennt die zwei Autobahnen daher auch „Risgaard“ und „Knudsen“. Die Brücke nach Alsen könne man daher entsprechend „Jørgen Mads Clausens Brücke“ nennen, so die Meinung von Havbæk Madsen.

Faktisch hat Jørgen Mads Clausen selbst dazu beigetragen, dass man sich so über ihn und das Projekt lustig macht. Er hat sich nämlich selbst kleingeredet und sich der für die Randgebiete typischen Rhetorik bedient: „Das Problem für uns im peripheren Dänemark ist, dass die Entwicklung in den großen Städten geschieht”, sagte er zur Stiftstidende, und es sei „wichtig, mehr wirtschaftliche Entwicklung in Südjütland, besonders in der Kommune Sønderborg zu schaffen.”

Und auf die Weise passt alles zusammen. Es ist das gigantische Gebiet gegen das dünn bevölkerte, irgend etwas gegen gar nichts.
Aber das Rechenexempel könnte man auch anders führen.

Dankbare Zahlen

In der Region Mitteljütland, die ein Gebiet von 13.142 km² umfasst, wohnen ca. 1,2 Mio. Menschen. Das sind ja deutlich mehr Menschen, als die etwa 250.000, die auf 3.938 km² im früheren Kreis Sønderjylland leben – von der Kommune Sønderborg ganz zu schweigen.

Zählt man aber Südschleswig mit, kommen zusätzlich rund 420.000 Menschen in einem Gebiet von 4.176 km² dazu. Vergleicht man das ganze Schleswig mit der kompletten Region Mitteljütland, stehen ca. 670.000 Schleswigern also über 1,2 Mio. Mitteljütländer gegenüber. Allerdings hat jeder Mitteljütländer beinahe doppelt so viel Platz zum leben.

In ganz Schleswig-Holstein leben 2,8 Mio. Menschen. Sie bewohnen ein Gebiet, das in etwa so groß ist wie die Region Mitteljütland mit ihren 1,2 Mio. Einwohnern. Rechnet man den alten Landkreis Sønderjylland dazu, kommt man auf rund 3 Mio. Menschen in den alten Herzogtümern.

Summa summarum: es ist ein Leichtes, die ganze Rhetorik auf den Kopf zu stellen. Die alten Herzogtümer sind Goliath, die mit einer Autobahn über Alsen mit Kopenhagen verbunden würden, während die Region Mitteljütland David ist, ein Randgebiet mit nur 1,2 Mio. Einwohnern.
Und Hamburg kommt in dem Rechenexempel noch nicht einmal vor.

Hier ist es an der Zeit, dass ich ein weiteres Mal meine Pointe unterstreiche, da mir völlig klar ist, dass sich gegen diese Zahlenspiele und Vergleiche sehr viel einwänden lässt. Ich möchte keinesfalls verteidigen, dass die oben dargestellten Rechenbeispiele besser sind, als die der Leute in Århus. Ich möchte damit nur auf den eigentümlichen Umstand verweisen, dass es keine Medien gibt, die Schleswig als Ganzes betrachten und die Geschichte unter diesem Blickwinkel darstellen.

Deswegen schließe ich mich den Zeitungsmeinungen à la Berlingske nicht an. Die Geschichte lässt sich ohne Weiteres auf eine ganz andere Weise erzählen, wenn man ganz Schleswig als Problemhorizont mit einbezieht: „Die Schleswiger wollen nicht länger Randbewohner sein“, schreibe ich nun in meinen Block. Und dazu die Unterzeile:
„Parteien und Bevölkerung sind sich einig. Der Weg zu Wachstum in Schleswig führt über Clausens Brücke.“

Wir könnten heute alle Schleswiger sein

Lassen Sie mich über ein weiteres Beispiel von einer Geschichte berichten, die man auch „auf schleswigsch” erzählen könnte. Davon gibt es übrigens viele.

Anfang August wurde Tom Buk-Swientys neues Buch angekündigt. „Dommedag Als“ – „Schicksalstag auf Alsen“ – ist der Titel (s. die Rezension in dieser Ausgabe von GRÆNSEN). In der Vorankündigung hieß es, dass man in dem Buch würde lesen können, dass König Christian IX. 1864 die Möglichkeiten für eine Eintritt des dänischen Gesamtstaats in den Deutschen Bund untersuchte. Christian IX. tat dies unter größter Geheimhaltung und erst nach den Niederlagen von Düppel und Alsen, die Dänemark in seiner staatlichen Existenz bedrohten. „Dänemarks Einverleibung in Deutschland“ wurde daraus in den heutigen dänischen Medien. Die Geschichte über den „Landesverräter“ Christian IX. nahm in den Medien sehr viel Raum ein.

Hatte sich der Verlag Gyldendal damit eine kluge Verkaufsstrategie für das Buch zurechtgelegt, hatte er richtig gehandelt. Natürlich provozierte es die heutigen Dänen und Journalisten, dass Dänemark in seiner Gänze keine Selbstverständlichkeit ist. Hier nur einige der Überschriften und Schlagzeilen:

„Christian IX. bot den Deutschen Dänemark an” (Politiken).
„Als Christian IX. Dänemark den Deutschen geben wollte“ (Berlingske Tidende).
„Dänemark als deutsches Bundesland“ (JyllandsPosten).
„Wir könnten heute alle Deutsche sein“ (Politiken).

Wie hätten aber die Überschriften in einem Medium ausgesehen, das Schleswig als Horizont hat?
Man hätte z.B. den Bürgern auf den Fußgängerzonen in Schleswig das Mikrofon unter die Nase halten können und fragen können:

„Christian IX. wollte seinerzeit Schleswig nicht in zwei Hälften teilen, was denken Sie darüber?“
Und was würde wohl geschehen, hätte man Jørgen Mads Clausen oder Carl Holst diese Frage gestellt? Das hätte vielleicht in solchen Überschriften resultiert:

„Christian IX. wollte ein ungeteiltes Schleswig“.
„War Christian IX. Multikulti?“
„Wir könnten heute alle Schleswiger sein“.
„Christian IX. wollte das dänische Randgebiet bis nach Hamburg ausweiten”.

Den richtigen Fokus wählen

Mittlerweile ist es hier am Küchentisch September geworden und in Vosnæs ist die Ernte eingefahren. Wenn ich das nächste Mal hier sitze, werden noch mehr Geschichten geschrieben worden sein und Schleswig wird man darin weder erwähnt noch beachtet haben. Und es wird immer noch weit sein von Århus nach Schleswig.

Ich könnte mir denken, dass der nächste entsprechende Artikel in der Stiftstidende von Sønderborg und Århus handelt, die ja um den Titel als Europäische Kulturhauptstadt 2017 konkurrieren. Vielleicht kommt die Stiftstidende mit einer Überschrift à la „Kampf der Jütländer um den Titel als Europäische Kulturhauptstadt“ (schon passiert, red). Und hinten auf Seite 8 und 9 werden Süd- und Ostjütländer darum kämpfen, wer am meisten zu bieten hat. Und vielleicht wird es im Leitartikel heißen, dass eine so kleine Stadt wie Sønderborg es eigentlich nicht verdient hätte, den Kampf für sich zu entscheiden.

Es wird wohl auch einige Südjütländer geben, die sich nicht zu schade sind, sich als unberücksichtigte und übersehene Randgebiets-Dänen darzustellen, denen die größeren Städte etwas schuldig sind. Oder wird es wenigstens einen einzigen Journalisten geben, dem es auffällt, dass Sønderborg faktisch versucht, sich als Kandidat von ganz Schleswig zu präsentieren?

Ich werde in meinem Gedankenspiel unterbrochen, während ich für einen Moment meinen Blick auf eine Stelle weit hinter den Feldern und der Mühle von Segalt gerichtet hatte. Es kommt mir ganz sicher so vor, als hätten sich dabei die Mühlenflügel um eine halbe Drehung bewegt. „Verflixt“, denke ich für mich, „es geht ja darum, den Fokus eingestellt zu haben, während die Dinge geschehen.“

Fortæl Slesvig!

2010-11-11T19:48:00.023+01:00

Der er behov for medier, der redaktionelt forpligter sig på Slesvig eller Grænselandet som helhed. For Slesvig findes ikke længere i folks bevidsthed.

På det rødbejdsede køkkenbord ligger avisen. Stolen under mig knirker velkendt, der dufter kaffe, og fra vinduet er der udsigt til Vosnæsgårds høstgule marker. Bag markerne knejser Segalt Mølle.

Der er langt til Slesvig her fra Århus Stiftstidendes kerneland. Mine forældre har abonneret siden Adam og Eva, men de overvejer situationen, for der er kommet så meget underligt ind i avisen. Sport og ting fra København og sådan. Sådan er det også i dag. Som altid bladrer jeg ”Stiften” igennem.

”Jysk kamp om bro over Kattegat”, står der med store bogstaver på forsiden. Det meste af siden er et billede af Jørgen Mads Clausen fra Danfoss. Han står ude ved Fynshav i en hvid kortærmet og under blå himmel. Billedet viser, at han kan se langt ud i fremtiden og bølgerne gennem sin medbragte kikkert.

Og i fremtiden ser han en bro fra Bøjden til Fynshav, fortæller Stiften. Broer fra Als til Fyn er ikke i sig selv forsidestof i Århus. Men det er forsidestof, når Clausens bro angiveligt skal erstatte Kattegatforbindelsen - altså broen fra Sjælland over Samsø til Østjylland.

Så inde på side otte og ni kæmper øst- og sønderjyderne om, hvor der er mest behov for en bro. Dyne-Larsen mod Jørgen Mads Clausen. Jeg folder Stiften sammen.

Denne scene er fra søndag den 8. august. Stiftstidende delte historien med Berlingske Søndag, som også spenderede en forside. Vinklen var den samme i Berlingeren. Kampen.

”Købmanden fra Jysk og kongen fra Als slås om prestigebro,” lød en overskrift. De berlingske læsere har givetvis set det for sig: jyske knejte i vadmelsklær med snittende blanke hvæssede leer. Til kamp for den hurtige vej til hovedstaden.

Slesvig som redaktionel forpligtelse

Det slår mig, at alt hvad der ligger syd for grænsen er fuldstændig fraværende i både vinkling, spørgehorisont og argumentation i mediernes behandling af denne historie. Mediernes dækning af historien om Clausens bro er dansk-dansk.

Jeg mener, det med fordel kunne gøres helt anderledes, hvis man ønsker at Slesvig skal bringes tilbage på vores mentale landkort. Jeg mener også, at det ville være en fordel for Slesvig, hvis der fandtes medier, der var redaktionelt forpligtede på Slesvig som helhed.

I det følgende skriver jeg Slesvig. Jeg kunne også have skrevet Grænselandet, og jeg kunne også have skrevet Sønderjylland og ment det i den gammeldags betydning. Det vigtige er, at jeg skriver om området sådan cirka mellem Ejderen og Kongeåen.

Og lad det være sagt med det samme. Der er for mig at se ikke noget galt i, at de berlingske journalister har valgt at vinkle på kamp, hvis der vitterligt er en kamp. Der er heller ikke noget galt i, at deres spørgehorisont udelukker Slesvig, og at deres spørgehorisont er dansk-dansk. Det er helt logisk. De beskæftiger sig med Danmark og med dansk trafikpolitik for læsere i Danmark. Slesvig som helhed spiller ingen rolle i deres redaktionelle univers.

Det er heller ikke mit ærinde at tale for en bro i enten nord eller syd. Det har jeg ingen færdig mening om. For mig er brohistorien kun et eksempel. Den er et eksempel på en historie, der kunne have været fortalt på en anden måde, hvor Slesvig som helhed spillede en rolle.

Her tænker jeg i forlængelse af tidligere artikler i Grænsen. Både Regionsrådsformand Carl Holst og Jørgen Mads Clausen har lignende helhedssyn. Carl Holst vil skabe en vækstregion fra Kongeå til Ejder, hvor kerneordet er sameksistens, fortæller han til Erik Lindsø (Grænsen 1 2010). Og regionen skal fortælles, mener Carl Holst, eller ”tydeliggøres” og ”lanceres”, som han formulerer det. Jørgen Mads Clausen argumenterer tilsvarende for, at grænseregionen bør vokse sammen, og at en tv-station kunne ”bringe nyheder og temaudsendelser, der kunne samle regionen” (Grænsen 5 2009). Medierne skal nedbryde uvidenheden og gøre os kendte for hinanden på tværs af grænsen, mener Clausen.

I Århus er Slesvig intet som helst

”Det var lige godt meget,” tænker jeg hjemme ved det rødbejdsede køkkenbord. Broen mellem Als og Fyn ville give en ældgammel færdselsåre mellem Slesvig og hovedstaden nyt liv. Og det er slet ikke nævnt.

Historien ligger lige til højrebenet, hvis man tænker som Jørgen Mads Clausen og Carl Holst gjorde i de tidligere numre af Grænsen. Dem har jeg lige genlæst, og nu ligger de sammen med den evige sammenfoldede Stiften på dennes sædvanlige plads.

Der er gået en uge, og de høster ovre på Vosnæs. Jeg tænder laptoppen, finder en ternet A4-blok og udpensler en fiktiv overskrift:
”Slesvig kæmper for broen.” Og en underoverskrift:
”Slut med at være udkantsområde, siger Slesvigske borgmestre om den fremtidige bro”.
Jeg tænker, at det må være nemt at ringe til borgmestrene i Slesvig By, Flensborg og Husum og få deres mening om broen.

Jeg giver mig til at browse i avisernes on-line udgaver. Har nogen mon tænkt på det? Skriver de alle sammen om jydernes kamp? Måske er der bare en enkelt journalist, hvis tanker har rakt over på den anden side af grænsen. Jeg finder ikke nogen. I stedet åbner jeg Stiften, hvor ”kampen” fortsætter:
”Der findes ingen argumenter for, at en bro mellem netop Als og Fyn vil binde noget som helst sammen,” skriver Flemming Hvidtfeldt på lederplads. ”I hvert fald ikke i Danmark.”

”I Århus ligger grænsen mentalt set helt fast,” tænker jeg, ”for regner man bare lidt af Tyskland med, må man da komme op på noget-som-helst-niveau.”
Jeg kommer i tanker om sidste uges kamphaner:
”Kattegatforbindelsen drejer sig jo om en meget større og vigtigere kamp, som har enorm betydning,” sagde Dyne-Larsen om forskellen til Als-forbindelsen. Og videre:
”Vores komite repræsenterer et gigantisk område.”

Også Henrik Havbæk Madsen var på den vogn. Han skrev en nyhedsanalyse, og han var faktisk lidt nedladende i sin omtale af sagen. Det ville i det højeste være aflad til udkantsdanmark, stemmefiskeri, hvis man gik efter en bro til Als, skrev han. Broen til Als ville være at ligne ved de to motorveje i det ”ganske tyndt befolkede” Vendsyssel. De to motorveje i Vendsyssel var i sin tid prisen for MF-frederikshavneren Risgaard Knudsens støtte til en Storebæltsbro. I folkemunde kalder man de to motorveje henholdsvis ”Risgaard” og ”Knudsen”. Så broen til Als kan vi passende kalde ”Jørgen Mads Clausens bro”, mente altså Havbæk.

Og faktisk bar Jørgen Mads Clausen selv ved til latterliggørelsens bål. Han var nemlig med på at være den lille og betjente sig af udkantsretorikken:
”Problemet for os i udkantsdanmark er, at udviklingen sker i de store byer,” sagde han til Stiften, og det er ”vigtigt at få skabt mere erhvervsudvikling i Sønderjylland, primært i Sønderborg Kommune.”

Og således er alt på plads. Det er det gigantiske område imod det tyndt befolkede. Det er noget som helst imod intet som helst. Men regnestykket kan godt gøres op på en anden måde.

Taknemmelige tal

Der bor ca. 1,2 millioner mennesker i Region Midt, som dækker et område på 13.142 km2. Det er jo væsentligt flere, end de cirka 250.000 mennesker, der bor på 3.938 km2 i det gamle Sønderjyllands Amt. Eller i Sønderborg Kommune for den sags skyld.

Men tæller man Sydslesvig med, så bor der yderligere cirka 420.000 mennesker på endnu 4.176 km2. Sammenligner man hele Slesvig med hele Region Midt, så står cirka 670.000 slesvigere altså overfor 1,2 millioner midtjyder. Men hver midtjyde har til gengæld et næsten dobbelt så stort område at brede sig på.

I hele Slesvig-Holsten bor der 2,8 millioner mennesker. De bebor et område, der arealmæssigt ligner Region Midt, som jo altså har 1,2 millioner indbyggere. Lægger man det gamle Sønderjyllands Amt oven i, så bliver det til godt 3 millioner i sådan cirka de gamle hertugdømmer.

Summasummarum. Man kan let vende hele retorikken på hovedet. De gamle hertugdømmer er Goliath, der med en vej over Als bliver forbundet med København, mens Region Midt er David og udkant med blot 1,2 millioner indbyggere.
Og så er Hamborg endda holdt udenfor regnestykket.

Det er på tide, at jeg igen understreger min pointe, for jeg ved godt, at der kan siges meget for og imod disse regnestykker og sammenligninger. Jeg vil ikke forvare, at ovenstående regnestykker nødvendigvis er bedre end århusianernes. Jeg vil blot pege på det ejendommelige, at der ikke findes medier, der betragter Slesvig som en helhed og skriver historien som sådan.

Derfor kan de berlingske avisers historie få lov at stå alene. Man kan sagtens fortælle historien på en anden måde, hvis man har hele Slesvig som spørgehorisont:
”Slesvigere vil ikke længere være udkant”, står der længere nede på mit A4-ark. Og underoverskriften:
”Partier og befolkning står samlet. Vejen til vækst i Slesvig går over Clausens bro.”

Udkantsdanmark ad Vandsbæk til

Lad mig give endnu et eksempel på en historie, der ville kunne fortælles ”på slesvigsk”. Der er mange at tage af.

I begyndelsen af august var der foromtale af Tom Buk-Swienty’s nye bog. ”Dommedag Als” hedder bogen, som i mellemtiden er udkommet. Foromtalen fortalte, at man i bogen ville kunne læse, at Christian IX i 1864 undersøgte mulighederne for, om helstaten Danmark kunne indtræde i Det tyske Forbund. Christian IX handlede i al hemmelighed og efter nederlagene på Dybbøl og Als, som truede med helt at opløse Danmark. ”Danmarks indlemmelse i Tyskland” blev det til i nutidens danske medier.
Historien om ”landsforræderen” Christian IX fyldte rigtig meget i medierne.

Hvis det er Gyldendal, der har tænkt, at det var en smart måde at markedsføre bogen på, så tænkte de rigtigt. Det provokerede selvfølgelig nutidens danskere og journalister, at helheden Danmark ikke er nogen selvfølge. Her er nogle af overskrifterne og replikkerne:

Christian IX tilbød tyskerne Danmark (Politiken)
Da Christian IX ville give Danmark til tyskerne (Berlingske Tidende)
Danmark som tysk delstat (JyllandsPosten)
Vi kunne jo alle have været tyskere i dag (Politiken)

Men hvad mon overskrifterne ville have været i et medie, der havde Slesvig som horisont? Man kunne for eksempel have holdt mikrofonen for borgerne på de slesvigske gågader og spurgt:

”Christian IX ønskede ikke at dele Slesvig i to. Hvad synes du om det?” Og hvad ville der mon ske, hvis man spurgte Jørgen Mads Clausen eller Carl Holst om det samme? Måske ville det have resulteret i overskrifter som disse:

”Christian IX ønskede et udelt Slesvig”
”Var Christian IX Multikulti?”
”Vi kunne jo alle have været slesvigere i dag”
”Christian IX ønskede udkantsdanmark ad Vandsbæk til”.

Fokusér

Nu er det blevet september her ved køkkenbordet, og høsten er i hus på Vosnæs. Når jeg næste gang sidder her, vil endnu flere historier være skrevet. Og Slesvig vil hverken være nævnt eller ænset. Og der vil stadig være langt fra Århus til Slesvig.

Jeg tænker, at den næste nok handler om Sønderborg og Århus, der jo konkurrerer om titlen som europæisk kulturby i 2017. Måske vil ”Stiften” udkomme med en overskrift a la: ”Jysk kamp om titlen som europæisk kulturby”. Og omme på side otte og ni vil sønderjyder og østjyder kæmpe om, hvem der har mest at byde på. Og måske vil lederen endda skrive, at så lille en by som Sønderborg ikke bør løbe med det hele.

Og der skal nok være nogle sønderjyder, der giver den som forbigået udkantsdanmark, som de større byer skylder noget. Eller måske vil bare en enkelt journalist få øje på, at Sønderborg faktisk forsøger at markedsføre sig som hele Slesvigs kandidat?

Jeg bliver afbrudt i mit tankespin, mens jeg et øjeblik har blikket indstillet på et sted langt bag ved markerne og den længst fikserede Segalt Mølle. Jeg synes bestemt at møllevingerne bevægede sig en halv omgang. ”For pokker,” tænker jeg ved mig selv: ”Det handler jo om at holde fokus, når tingene sker.”

Denne artiklen er første gang udgivet i Grænsen 5, 2010.

FAKTA: Grænselandets Oplysningsfond vil fortælle Slesvig

Grænselandets Oplysningsfond er lead partner i projektet Generation Slesvig. Projektet har til formål at kommunikere Slesvig på en ny måde. Projektet vil blandt andet rumme en fortælleenhed, der har hele Slesvig som redaktionel ledestjerne.

Blandt projektpartnerne er Landesverband der Volkshochchulen Schleswig-Holsteins, Sydslesvigsk Forening, Grænseforeningen, Rødding Højskole, Jaruplund Højskole, Højskolen Østersøen og Nordkolleg Rendsburg.

John Petersen forventes at blive leder af fortælleenheden, som får adresse i Aabenraa.

Hård kritik af Youth on the Move

2010-10-05T13:20:00.004+02:00

”Er konkurrencedygtighed virkelig alt,” spørger Christian Bode. Den netop pensionerede generalsekretær for Deutscher Akademischer Austausch Dienst leverer dyb kritik af EU’s Youth on the Move initiativ.

Youth on the Move-initiativet er beskrevet på forfærdeligt mange sider, men ambitionen bag papirerne kan koges ned til næsten ingenting: Læringsmobilitet bidrager til EU's konkurrencedygtighed. Er det virkelig ambitiøst nok, spørger Christian Bode, som i dette øjeblik afslutter sin tale i Antwerpen.

Youth on the Move - Mobility for all-konferencen finder sted i dag og i morgen. Det belgiske EU-formandskab og EU-Kommissionen er værter for konferencen.

Christian Bode spørger

Er en borger alene interessant, fordi han eller hun skal rekrutteres til produktionsapparatet?
Filosofien bag nøgleordene konkurrencedygtighed og employability, som har skabt så få vindere og så mange tabere, er den virkelig alt, vi har at byde på?
Er klimaforandring, energiknaphed, infektionssygdomme som HIV og andet slet ikke værd at overveje som baggrund for vores uddannelsestænkning?

Finansdrengene mangler dannelse - ikke læringsmobilitet.

”Tag nu finansdrengene i London, Frankfurt og New York, som har spillet vores penge væk, og som har udløst finanskrisen,” forklarer Bode:
”Har de måske ikke masser af international erfaring? Har de ikke fået mere end nok af, hvad der findes i grønbogen Youth on the Move?”
Og Bode svarer selv, og mener der skal mere end konkurrenceretorik til:
”De mangler simpelthen moralsk orientering, og det har de aldrig hørt om i deres curriculum.”

Vi skal en anden vej, mener Bode. Vi skal genoplive og transcendere ideen om den dannede borger (Bildungsbürger) for en retfærdig globaliserings skyld. Vi bør arbejde for et globalt medborgerskab, og det bør inkluderes i EU-Kommissionens uddannelsesprogrammer, foreslår Bode.

”Man skal passe på med at invitere pensionister, for de er udenfor alle former for institutionel kontrol,” forklarer Christian Bode om sig selv og sin kritik.

Sociale bedragere bør kunne snyde for højere beløb

2010-09-08T08:59:00.012+02:00

Det bør være muligt for sociale bedragere at bedrage for langt højere beløb. Det er nødvendigt, hvis skattesnydere og sociale bedragere skal ligestilles, så også sociale bedragere kan opnå amnesti.

Kommunerne får et IT-baseret sladresystem. Det vil kunne udpege, hvor kommunerne skal lede efter sociale bedragere. Man har allerede hentet en hel million hjem i Hvidovre, fortæller Jyllandsposten, og man forventer at de elektroniske sladrehanke kan føre til inddrivelse af et trecifret millionbeløb.

Systemet vil eksempelvis kunne sladre, hvis fire vellønnede mænd bor i samme lille lejlighed. Intet galt i det. Men det vil muligvis dække over, at mændene reelt bor andetsteds, hvor deres respektive kærester kan hæve højere sociale bidrag, fordi de tæller som enlige mødre med en lav husstandsindkomst.

Nyheden falder sammen med, at skattemyndighederne endelig har fået udleveret oplysninger fra bankerne, der gør myndighederne i stand til at finde skattesnydere i størrelsesorden 1000 milliarder. Denne historie kommer fra DR.

Et bredt flertal i Folketinget - dog ikke Socialdemokraterne - vil give amnesti til skattesnydere, der i 2011 melder sig selv. Riget fattes hurtige penge, må man forstå, så man er parat til at give rabat, når blot pengene kommer hurtig hjem.

Skal der være retfærdighed til, så må det fremdeles være muligt for de sociale bedragere at bedrage i størrelsesorden 1000 milliarder, så de har noget at handle med.

Støvrings performative selvmodsigelser

2010-01-22T01:27:00.014+01:00

Som svar på Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens opgør med kulturalismen, begiver Kasper Støvring sig i Weekendavisen 53 ud i et forsvar for den - i dansk sammenhæng - højreorienterede version af slagsen.

Forsvaret bliver til i et angreb på universalismens abstraktioner, og et centralt udgangspunkt er for Støvring:”…den vigtige moralske betydning af de forskellige kulturer, som mennesker lever i, og på hvis betingelser de forstår sig selv og meningen med deres liv.”

Jeg kan ikke se bedre, end at det udsagn må rumme en selvmodsigelse, for Støvring må vel mene, at det gælder universelt? Hvis synspunktet prætenderer universel gyldighed, så opløser det sig selv, for så er Støvrings forståelseshorisont jo ikke længere partikulær – altså begrænset af hans egen kulturelle horisont.

I modsat fald, altså hvis Støvring står fast på sin partikulære forståelseshorisont, så vil synspunktet kun have gyldighed indenfor Støvrings egen kultur. Således har Støvring per definition ingen adgang til at vide noget om andre kulturers forståelseshorisonter. Ja, faktisk kan Støvring end ikke være sikker på, at der findes andre kulturer eller forståelseshorisonter. Han ville jo simpelthen ikke have det ikke-partikularistiske udsigtstårn, der kunne definere noget som forskelligt fra eller lig med den danske kultur.

Og hvad endnu værre ville være: hvis Støvring for eksperimentets skyld alligevel antog, at der fandtes sådanne andre kulturer med andre forståelseshorisonter, så kunne han jo ikke vide, om disse andre forståelseshorisonter var konstitueret åbne og således i sig bar en universel forståelseshorisont.

Men der er sådan set endnu mere bøvl med tankegangen, for hvad vil Støvring stille op med danskere, som i deres selvforståelse ikke regner alle deres synspunkter for udslag af dansk kultur? Hvis vi regner dem for danskere, som ifølge Støvring er afgrænset af en dansk forståelseshorisont, så er vi vel nødt til at regne med, at der selv indenfor en dansk forståelseshorisont findes ikke-partikularistiske stemmer.

I så fald ville disse ikke-partikularistiske stemmer ikke kunne kaldes ”abstrakte” eller ”kulturneutrale”, som Støvring gør det i Weekendavisen. De ville være en del af dansk kultur. Og så bryder alt sammen for Støvring, for så er der jo plads til en forståelseshorisont, der viser ud over sig selv. Alternativt må vi vel simpelthen regne Stjernfelt, Eriksen og flere for ikke-danskere?

EU grønbog svøbt i blåt

2009-07-30T23:45:00.013+02:00

Grønbogen om læringsmobilitet har vækst som målsætning, mens unge europæere blot er midler. Trods det blå svøb er grønbogen en gave til fremtidens unge.

I dagens EU betragtes unge borgere som midler til fremme af vækst. Det viser EU-Kommissionens nyligt udsendte grønbog om læringsmobilitet. Tidligere tiders visioner om dannelse til europæisk medborgerskab og solidaritet er pakket godt af vejen, når unges udlandsophold skal begrundes. Men måske gør det ikke så meget.

Først vækst, så medborgerskab

Alt tyder ifølge Kommissionen på, at unge, der i forbindelse med uddannelse rejser udenlands, er lige netop, hvad den europæiske økonomi har behov for. Og det er i al sin enkelthed begrundelsen for, at læringsmobilitet skal fremmes. Derfor ligner Grønbogens første linjer noget, der er skrevet af optimeringsivrige liberalister.

Arbejdskraft, der kan noget, der ved noget, der forstår noget, og som er vant til at bevæge sig udenlands. Det skal vi have. Og det er i vækstens, Lissabondagsordenens og økonomiens navn, at de unge må ud af vagten.

Nuvel, bladrer man om på side to, kan man godt finde ordet medborgerskab (citizenship), men det er vist et levn fra tidligere visionære tider, hvor den myndige europæiske borger med hastige skridt var på vej mod centrum i statsdannelsen EU. Men her bliver den myndige borger altså slået allerede på side et, hvor skills, employability, human capital, som betyder viden og sprogfærdigheder, mobile workers, competitiveness og innovation og den slags begrunder, hvorfor vi overhovedet har brug for læringsmobilitet.

Læringsmobilitet bliver reglen

En tømrerlærling fra Hjørring afvikler en del af sin læretid i Daugavpils, en pædagogstuderende falstring tilbringer sin studietid i Burgos, en økonom fra Salzburg bor og studerer et år i Århus og således videre. Man vil om få år kunne fortsætte opremsningen uendeligt, for EU-Rådet har signaleret, at unges udlandsophold i forbindelse med uddannelse skal være reglen snarere end undtagelsen.

Det er derfor med Rådet i ryggen, at EU-Kommissionen netop har udsendt Grønbogen om læringsmobilitet. Den indeholder foreløbig en invitation til alle, om at bidrage med gode ideer til, hvordan læringsmobilitet kan fremmes. Grønbogen er den første udmelding, og en grønbog bliver fulgt op af en hvidbog, der er lidt mere konkret, og så bliver den til sidst - måske - til EU-regler.

Det bliver forhåbentlig til glædeligt nyt for fremtidens uddannelsessøgende. For økonomen fra Salzburg og andre akademikere er det kun omfanget, der vil være nyt. Akademikere har i godt tyve år haft muligheder for at læse udenlands med EU’s ERASMUS-støtte i bagagen. For fremtidens ikke-akademikere vil det derimod være en stor nyhed, for de har meget få muligheder for at opholde sig udenlands i forbindelse med uddannelse.

Unges perspektiv vinder til sidst

Hvis den tænkte fremtidige tømrerlærling i Daugavpils skulle træffe at læse Grønbogen, så ville han se sig selv betragtet som et tandhjul i en større økonomisk maskine. Men han læser den sikkert aldrig. Og godt det samme. Det kunne jo være, han begyndte at betragte de lokale europæiske medborgere som tandhjul.

Nej, han vil selvfølgelig færdes blandt andre europæiske medborgere, russere flest, som har andre skikke, som man kan holde af, undre sig over, blive vred på og så videre. Og måske vil det slå ham, at han bliver bedre og bedre til at følge med og tage stilling i fælles EU-politiske spørgsmål. Han vil måske endda se tingene i et lidt større perspektiv, end da han forlod Hjørring.

Og det samme kan man sige om pædagogen fra Falster og om økonomen fra Salzburg. De unge vinder til sidst.

Man må blot håbe de genopfinder det sprog, der er den virkelige begrundelse for, at øget læringsmobilitet vil være en gave fra Europæerne til Europæerne. Når den blå indpakning bliver fjernet, har Grønbogen alle regnbuens farver.

Foto: fra serien A Borderless Europe (c) European Communities

Radikale udnytter nationale hegnspæle

2009-06-08T14:33:00.008+02:00

Det er vælgerbedrag, mener nogle om Radikale Venstres valgforbund. Men partiet spiller blot på den bane, der er rammet ind af nationale hegnspæle.

I EU-Parlamentet stemte Radikale Venstre indtil valget i går med gruppen ALDE. Det gør de så ikke længere. Men de tabte stemmer går ikke til ALDE. De går derimod til alliancen af Grønne og EFA’er (European Free Alliance), fordi radikale er i valgforbund med SF.

Egentlig bør undren over det radikale valgforbund begynde et andet sted. Det der i virkeligheden må undre er, at parlamentsgruppen ALDE accepterer, at et af dets partier stiller op som ALDE-medlem, men at det det lader stemmerne gå til en anden gruppe. Hvorfor blev Radikale Venstre ikke smidt ud af gruppen? Det er jo en slags femtekolonnevirksomhed.

Svaret er selvfølgelig, at EU-Parlamentet ikke fungerer som Folketinget. Grupperne er ikke partier men derimod alliancer eller grupper, der består af nationale partier. De nationale partier, herunder Radikale Venstre, sammensætter selv partiprogrammer, opstiller kandidater og – ikke mindst – har selv hånd i hanke med valgkampsstrategien i deres respektive hjemlande. Derfor står en radikal kandidat også til ansvar overfor sit nationale moderparti og sine vælgere i hjemlandet. Og det nationale parti har naturligvis magten til – givetvis af nationale hensyn – at gå i alliance med andre partier indenfor de nationale hegnspæle. Altså eksempelvis SF.

Med andre ord er der allerede sat nationale hegnspæle om partidannelserne. Loyaliteten kan, når europæiske partidannelser ikke er mulige, i realiteten aldrig blive europæisk. Loyaliteten er bundet til et parti og partier er bundet til staternes lovgivning, og derfor rækker partiprogrammer, kandidater og strategier i det højeste til statsgrænserne.

Handling følge eller begejstring fly

Selvom Radikale Venstre gik til valg på at være det mest EU-begejstrede, så udnyttede partiet, at der allerede er sat nationale hegnspæle om partipolitisk udfoldelse i EU. Det er naturligvis intet som helst galt i at spille på banen i stedet for udenfor banen. Og banen er national.

Derimod kunne man jo godt ønske sig, at Europabegejstrede radikale ville lade deres begejstring omsætte i et ønske om at flytte hegnspælene. Det ville da være fint, hvis det var muligt med Europæiske partier. Og det ville da være fint, hvis det ikke var de nationale partier, men derimod kommende europæiske partier, der kunne indgå valgforbund.

Kan man virkelig bedrage en radikal?

Når Radikale Venstre kritiseres for valgforbundet med SF, så er udgangspunktet, at vælgerne er dumme. Vælgerne får ikke det, de tror de får. Nu er det jo strengt taget ikke sikkert, vælgerne er så dumme. Det er dog også muligt, at radikalt tænkende danskere satte sig ind i EU-spillet før valget, og at de stemte på Venstre, hvis de ønskede at styrke den liberale gruppe. Eksempelvis. Men lad det nu ligge.

EU-Parlamentsvalg: Håber du på en liberal EU-Kommissionsformand? Så skal du stemme socialistisk.

2009-06-02T14:31:00.005+02:00

Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid.

Måske er det ikke slet så problematisk for Venstrefolk, som jo i årevis har været kernen i den nationalkonservative danske regering. Men antager vi et øjeblik, at der er Venstrevælgere, der fortsat regner sig for liberale, så bør de vistnok stemme socialistisk.

Sagen er, at Barroso står til genvalg, hvis højrefløjen får et godt valg ved EU-Parlamentsvalget. Den liberale gruppe (herunder Venstre) vil stemme for Barroso, hvis ingen modkandidater har meldt sig.

Chancen for at en liberal kandidat melder sig på scenen kan opstå, hvis der først melder sig en socialistisk modkandidat til Barroso. Det vil i givet fald nok være Nyrup, der melder sig. Hvis det sker, vil den liberale gruppe nemlig med stor sandsynlighed blive udslagsgivende i et eventuelt valg mellem den konservative Barroso og den Socialdemokratiske Nyrup.

I en situation, hvor den liberale gruppe har så stor indflydelse, kan den lige så godt tage sig godt betalt. Og hvorfor så ikke stille med en liberal kompromiskandidat?

Summasummarum: hvis du gerne ser en liberal EU-Kommissionformand, så ligger chancen i at stemme socialistisk – altså på SF eller Socialdemokraterne. Eller hvad?

EU-Parlamentsvalg: Er en radikal stemme en stemme på den konservative Barroso?

2009-06-01T22:40:00.005+02:00

Jeg er taknemmelig, om nogen kan pege på fejl i dette ræsonnement, som er stykket sammen af diverse kommentatorers formodninger i den seneste tid.

Hvis det går godt for den socialistiske gruppe i EU-Parlamentet, så vil de stille med en modkandidat til den siddende konservative formand for EU-Kommissionen, når der skal vælges en sådan inden længe.

Modkandidaten bliver eventuelt Nyrup, og den siddende er jo som bekendt Barroso. Det bliver så op til den liberale gruppe (herunder Venstre og Radikale Venstre) at bestemme, om man vil holde på Nyrup eller på Barroso.

Hvis den liberale gruppe således vil kunne bestemme, så ville det da være mærkeligt, om ikke de tog sig godt betalt. Eksempelvis kunne de stille med en egen kandidat.

Hvis det derimod går knap så godt for den Socialdemokratiske gruppe, så vil de nok undlade at stille med en modkandidat, og så vil den liberale og den konservative (herunder de danske Konservative) gruppe planmæssigt majorisere Barroso igennem.

Hvad gør man så egentlig, hvis man normalt stemmer på det social-liberale Radikale Venstre i Danmark? Ja, der er vel egentlig ikke mange radikale, der igen ønsker sig en konservativ kommissionsformand. Hvis det alligevel er tilfældet, så ville det i hvert fald være dumt at stemme radikalt, for i det tilfælde radikale ikke opnår mandat, så tilfalder stemmerne Socialdemokraterne.

Hvis man ønsker sig en liberal, så ligger chancen - jvnf ovenstående - i , at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg. Og hvis man ønsker sig en socialist, så ligger chancen naturligvis også i, at den socialdemokratiske gruppe får et godt valg.

Nu er alt andet jo ikke lige gyldigt. Der er naturligvis meget andet, EU-parlamentarikere skal tage stilling til. Men posten som EU-Kommissionformand er dog temmelig vigtig.

Det forsigtige spørgsmål er, om det så egentlig tjener noget formål at stemme på det Radikale Venstre? Uanset om man hælder til den sociale eller den liberale side i det social-liberale Radikale Venstre, så vil sagen jo være bedst tjent med en succes for den socialdemokratiske gruppe.

Eller hvad?

FOTO: Den radikale spidskandidat Sofie Carsten Nielsen

EU-Parlamentskandidater for dårligt forberedt

2009-05-29T11:29:00.009+02:00

”We, in the Peoples Party,…” erklærede Jaleh Tavaloki fra Folkebevægelsen mod EU for ligesom at komme i gang. Opmærksomheden om fortsættelsen af sætningen var dermed effektivt fjernet. Tilhørerne måtte lige tjekke hos sidemanden, om hun virkelig var fra the Pia-party, eller om det var en fortalelse.

Det var i det hele taget underholdende at høre fire formentlig uforberedte EU-Parlamentskandidater, da de i går udgjorde panelet på konferencen Who is Europe? Tilhørerne var fortrinsvis Århus Universitets europastuderende. Konferencen fandt sted i Studenternes Hus i Århus, mens de tilhørende studerende kom fra hele Europa og mere til.

Det var de studerende, der havde forberedt konferencen. De ville bl.a. spørge politikerne, hvilke muligheder de så i EU-Parlamentet, når det gjaldt repræsentation af mindretal. For så vidt emnet overhovedet blev berørt af kandidaterne, blev det placeret i den danske diskussion om fælles asyl- og migrationspolitik og i diskussionen, om EU bør eksistere som mere end en toldunion. Det var noget, de danske politikere havde en mening om.

De håbefulde studerende blev jævnt hen adresseret, som om de var danskere, og som om de var interesseret i kandidaternes indenrigspolitisk forberedte kampagnesnak.

Bulgarien et tredjeverdensland

EU inkluderer nu ”all these third world countries,..” sagde eksempelvis Junibevægelsens Rasmus Paludan i en af sine nationale tirader. Det er muligt, den var passeret uden videre blandt Paludans normale danske tilhørere, men her vækkede den forsamlingen. Undrende blikke blandt tilhørerne afspejlede sikkert heftig bagvedliggende hjerneaktivitet. Hvem tænkte han mon på? Well, forløsningen kom snart, da bl.a. bulgarske tilhørere måtte sande, at det var Bulgarien og Rumænien, Junibevægelsen betragtede som tredjeverdenslande.

Somaliske vejskilte i Sønderborg?

Let presset af en af tilhørerne, om man mon også ville forholde sig til de såkaldte historiske mindretal, opstod der en overraskende enighed blandt kandidaterne. Både Jaleh Tavaloki, Rasmus Paludan og Lasse Holm Grønning fra Radikale Venstre og Peter Hjortkjær fra Liberal Alliance mente, at mindretal burde behandles ens, uanset om de tilhørte de nye eller de gamle, historiske, mindretal.

Det blev aldrig opklaret, om man så mente, at de allerede opnåede rettigheder for de historiske mindretal skulle bekæmpes, så alle var lige? Eller mente man mon, at de nye mindretal skulle have de samme rettigheder som de historiske? Når eksempelvis historiske mindretal vinder retten til skiltning på deres eget sprog – tyske vejskilte i Sønderjylland for eksempel -, vil kandidaterne mon så kæmpe for, at denne rettighed ophæves i EU-sammenhæng? Eller vil de kæmpe for, at nye mindretalssprog skal have de samme rettigheder? Somaliske vejskilte i Sønderborg, Aabenraa eller Ljouwert/Leeuwarden (NL)?

Det må de vist lige tænke over en ekstra gang.

FOTO: Jaleh Tavaloki fra Folkebevægelsen mod EU, som erklærede sig som medlem af Peoples Party. Det kan være vanskeligt at hitte rede i det sproglige, når man er EU-Parlamentskandidat. Til højre ses Lasse Holm Grønning (RV).

Europæiske intellektuelle sov i timen

2009-05-23T09:30:00.010+02:00

Intellektuelle stemmer var som sunket i jorden, da der var brug for at gå i brechen for den europæiske foreningsfrihed. Kun få borgere protesterede, da European Association Statute faldt til jorden.

Som det kan læses andetsteds her på bloggen, blev European Association Statute (EA), og dermed et årelangt forsøg på at etablere foreningsfrihed på EU-niveau, for nogle år siden opgivet af EU-Kommissionen. Det skete bl.a., fordi EU-medlemsstaterne var bange for at give politiske mørkemænd et redskab i hænde, der ville gøre det lettere for dem at bringe fortidens radikale bevægelser tilbage på de europæisk politiske scener.

Der er forskel på frihed

Det bør på dette sted bringes i erindring, at ytringsfriheden i de senere år har fået rygdækning fra snart sagt enhver debattør i Europa.

Mordet på van Gogh i Holland og Jyllandspostens tegninger af profeten Muhammed fik alle op af stolene. Da mørke kræfter i og udenfor Europa ønskede en undskyldning for tegningerne af profeten, og når politikere holdt op med at sige deres mening af frygt for repressalier, så var demokratiet for alvor i fare, sagde vi til hinanden.

De borgerlige rettigheder var uantastelige, hed det i de offentlige europæiske debatter, og hvis der endelig skulle slækkes på ytringsfriheden måtte det aldrig være på grund af frygt eller trusler. Fra det yderste højre til det yderste venstre, har der været enighed om lige netop det sidste.

En udfordring til de ytringsfrie

Det er her en tanke værd, at da den anden borgerlige rettighed var til diskussion, nemlig friheden til at forene sig på europæisk niveau og dermed til at give stemme til det fælleseuropæiske, så var der vist ikke en eneste intellektuel, der ytrede sig. De snorksov, eller også rendte de for ytringsfrihedens skyld rundt og hakkede på islam.

Foreningsfriheden blev holdt hen og til sidst aflyst af frygt for europæernes historie. Af hensyn til freden i Europa må man vel forstå? Tænk hvis nogen for et par år siden havde foreslået, at vi for fredens skyld skulle indføre love, der begrænsede ytringsfriheden. Tænk blot den tanke, at vi havde indført love i Europa, der gjorde det ulovligt at krænke Muhammed - for fredens skyld.
En sådan begrænsning kunne man vist ikke forestille sig, når det gjaldt ytringsfriheden, men den gik åbenbart, når det handlede om foreningsfriheden.

Her må man blot spørge: Hvor blev de principielle diskussioner af? Hvad er det præcist, der kvalificerer den ene borgerlige rettighed til massiv støtte, mens den anden må affinde sig med en mur af tavshed? Lad blot dette være en udfordring til de europæiske intellektuelle.

Og lur mig, om det ikke hænger sammen med, at de intellektuelles kapacitet rækker lige nøjagtig til nærmeste statsgrænse. De kan ikke forestille sig borgerlige rettigheder udenfor de nationalstatslige rammer.

Få borgere protesterede

Lidt mere kontekst vil gøre det muligt allerede nu at imødegå et par indvendinger.
“I dag beder vi om, at De fjerner forslaget om European Association Statute fra listen af ”red tape”-lovgivning, og at De med al Deres autoritet opfordrer Rådet til at godkende dette direktiv så hurtigt som muligt...”

Sådan sluttede et brev fra en række EU-borgere til EU-Kommissionens formand, da de i et sidste desparat forsøg forsøgte at redde EA. Protesten blev sat i gang af læserne af on-line magasinet CaféBabel. Cirka 1000 underskrifter blev indsamlet via internettet, hvilket jo må siges at være forsvindende få.

Snart fik de få vakte borgere selskab af civilsamfundets talerør i EU-institutionerne, nemlig det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EESC), som opfordrede til, at man genoptog forhandlingerne om EA.

Nu vil nogen sikkert spørge, om der virkelig er brug for EA og foreningsfrihed på EUropæisk niveau, når så få borgere protesterede? Lad os blot komme dette argument i forkøbet ved hjælp af et par andre retoriske spørgsmål. Ville ytringsfriheden være mindre vigtig, hvis færre var gået i brechen for den for år tilbage? Afhænger de borgerlige rettigheders principielle status af, om der er en efterspørgsel? Selvfølgelig ikke! Selv den eller de, der eventuelt måtte tale imod borgerlige rettigheder, må jo betjene sig af ytringsfrihed og foreningsfrihed.

Derfor bør man også gennemføre EA og andre initiativer, der kan bidrage til udviklingen af et europæisk civilsamfund, uafhængigt af om der er nogen, der udtrykker behov for det.

FOTO: I need more sleep, by Josh Hunter

Derfor har vi ikke EUropæisk foreningsfrihed

2009-05-20T22:15:00.009+02:00

Det blev aldrig til noget med direktivet, der skulle skabe foreningsfrihed i EU. Rådet frygtede europæernes fortid, forklarer EU-embedsmand, og der var ikke traktatmæssigt grundlag for at tillade foreningsdannelser på tværs af grænserne.

European Association Statute (EA) var på vej i over 20 år. Den skulle have skabt et lovgrundlag for EUropæiske bevægelser og foreninger. Men initiativet trak ud og blev til sidst trukket tilbage. EU-staterne i Rådet var bange for deres egen fortid.

”Europæerne er bange for deres egen historie,” forklarer Apostolos Ioakimidis fra Direktoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik. Han sad med som EU-Kommissionens repræsentant ved de afgørende møder i EU-Rådet i første halvår af 2003.

Ioakimidis giver et par eksempler, som forklarer historiens indflydelse på, hvordan EA-direktivet blev behandlet:
”Østrig er bange for bestemte politiske bevægelsers genopståen,” siger Ioakimidis med henvisning til det yderste højre. Nazisme er ikke en forbudt bevægelse i alle medlemsstaterne. Med en fælleseuropæisk foreningsfrihed ville fortidens spøgelser påny kunne passere Østrigs grænser i skikkelse af en eller anden organisation, forklarer Ioakimidis og nævner i flæng:
”Grækenland er bange for, at ’kommunisterne’ skal returnere fra Rusland, Spanien er bange for Opus Dei, Italien er bange for kirken, og alle er betænkelige ved udsigten til, at der i non-profit-organisationer kan sidde udlændinge i bestyrelserne.”

Og helt generelt er staterne bange for, at ”europæiske organisationer kan blive brugt til hvidvask af penge og terrorrelaterede aktiviteter,” forklarer Ioakimidis.

Derfor så Rådet flere ulemper end fordele, hvis Europæerne frit kunne organisere sig på tværs af grænserne. De centrale møder i 2003 blev øvelser, hvor repræsentanterne skiftedes til at udpege sten på vejen.
”Staterne ønsker ikke foreningsfrihed på Europæiske niveau,” fastslår Ioakimidis.

’80er-parlamentet arbejdede for EUropæisk civilsamfund

Sagen om EA-direktivet begyndte med nogle enkle spørgsmål. Hvorfor kan man egentlig ikke være EUropæisk spejder? Hvorfor kan man ikke melde sig ind i et EUropæisk parti? Og hvorfor består selv Europabevægelsens bestyrelser af medlemmer fra det samme land?

Svaret var, at der ikke fandtes love, der gjorde det muligt at stifte EUropæiske foreninger. Og sådan er det fortsat. Reel foreningsfrihed findes ikke på EU-niveau.
Spørgsmålene blev stillet af EU-Parlamentet i ’80erne. Parlamentet besluttede dengang at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte et direktiv, der skulle indføre reel foreningsfrihed i EU. Direktivet blev siden kaldt European Association Statute (EA).

Foreningsfrihed skulle være reel

EU-Parlamentsbeslutningen fra 1987 sigtede mod at fremme et EUropæisk civilsamfund. Foreninger og bevægelser skulle kunne handle lovligt og på tværs af grænserne.

Det var på den baggrund, man opfordrede Kommissionen til at skrue et direktiv sammen, der gav EUropæiske foreninger et juridisk grundlag.

Det fremgår af beslutningen om såkaldte non-profit-organisationer, som EA skulle gælde for, at Parlamentet ikke fandt foreningsfriheden reel. De principielle garantier i menneskerettigheds- og andre konventioner var ikke nok. For EU-Parlamentet var det afgørende, at der skulle ”gives mulighed for i praksis at udøve den”, som det hedder i beslutningen.

Foreninger er fortsat nationale

Det er nu tre-fire år siden, forslaget om at gøre foreningsfrihed til virkelighed blev trukket tilbage af EU-Kommissionen. EA havde ikke udsigt til at komme igennem de forhandlende medlemsstater i EU-Rådet. Dermed blev en ambition om at fremme et europæiske civilsamfund for alvor lagt hen. Europæiske bevægelser og organisationer kan fortsat alene være nationale.

Statsmagt mod foreningsfrihed

Der er ikke kontinuitet mellem EU-Parlamentets visioner i ’80erne og medlemsstaternes ambitioner senere hen.Og Ioakimidis’ udlægning af motiverne for staternes tøven bekræftes også af rådsreferaterne fra 2003.

Med udsigt til, at en europæisk forening kan flytte frit fra en stat til en anden, spørger en statsrepræsentant, om man så kan ”modsætte sig, at et parti, der deltager i nationale valg, kan flytte sit partikontor?”

En anden spørger, om man som stat kan opponere imod foreninger, der ”udfordrer den republikanske regeringsform?”

Frankrig foreslår i juni 2003 en tillægsparagraf, at EA ikke gælder for foreninger, der har til hensigt at skade en ”medlemsstats konstitutionelle form eller territoriale enhed.”

I juni er der også stater, der foreslår, at en negativliste skal udelukke foreninger med bestemte formål. Herunder terrorisme.

Nye terrorister spiller ingen rolle

Det er det sidste dokument i sagen, der nævner frygten for terrorisme. Herefter bliver der ikke indkaldt flere møder. Det er derfor nærliggende at tro, at staterne af frygt for islamistisk terrorisme har smidt foreningsfriheden ud med badevandet.

Ioakimidis forsikrer, at det vil være en helt forkert fortolkning:
“Det ville være totalt forkert at sige, at frygt for terrorisme efter 2001 forhindrer foreningsfrihed på europæisk niveau.”

Det er Europas historie og i det højeste gamle dages terrorister, der dæmper interessen for EA. Men faktisk er det i en helt anden boldgade, man finder de afgørende hindringer, forklarer han:

Foreningsfrihed bliver et markedsanliggende

Den 25. marts 2003 udtrykker et flertal at staternes delegerede tvivl, om det overhovedet er umagen værd med EA:
”Der var ikke bevis for et reelt behov,” fortæller rådsreferatet om staternes synspunkt.

Der er et grundlæggende formaliahensyn, der flytter fokus helt væk fra de oprindelige tanker om at lade et europæisk civilsamfund spire uafhængigt af statsgrænserne. Formaliahensyn, der kan få staterne til at spørge, om der overhovedet er et behov.

Tanken om at lovliggøre grænseoverskridende foreningsaktivitet kræver dækning i EU-traktaterne. Der fandtes og findes ikke traktatdækning for at lovliggøre europæisk foreningsakvitetet alene med den begrundelse, at man ønsker at udvikle et europæisk civilsamfund. Forfatningstraktaten, der blev nedstemt af franskmænd og nederlændere, ville måske have gjort det muligt, men den hører i det højeste fremtiden til.

EA blev derfor fremsat med den begrundelse, at foreninger burde ligestilles med andre, der har grænseoverskridende erhvervsmæssig aktivitet. Derfor blev forslaget om EA fremlagt med traktathjemmel i bestemmelserne om det indre marked.

Røde Kors er også et firma

Logikken er som følger: Røde Kors driver, mod betaling, ambulancekørsel i Belgien. Men trods det, er Røde Kors fortsat en non-profit-organisation, for foreningen har ikke til formål at tjene penge til private. Man kan nu argumentere for, at Røde Kors burde kunne handle på tværs af grænserne på lige fod med private firmaer. Og det var netop sådan, man ræsonnerede i EU-Kommissionen, før man fremlagde EA. Man kunne nu netop bruge EU-traktatbestemmelserne om hensynet til det indre marked.

Det ville givet stadig virke fremmende for udviklingen af et europæisk civilsamfund, når man dog havde aktivitet og bestyrelser på tværs af landene. Men fra nu af, var dette blot en heldig bivirkning, som så kunne tjene EU-Parlamentets oprindelige hensigt med EA-direktivet.

Tavshed sænker sig

Dermed kom diskussionen om hindringer og formålstjenlighed med EA til at handle om noget helt andet. De mødedelegerede i Rådet, som kom fra medlemsstaternes erhvervspolitiske ministerier, kunne netop spørge, om der virkelig var et behov, og om det var umagen værd med EA. Var der virkelig behov for, at civilsamfundet af indre markedshensyn skulle ligestilles med firmaer? Var der overhovedet en reel efterspørgsel?

Og svaret på de spørgsmål ligger i den tavshed, der herefter indfandt sig, forklarer Ioakimidis. Fra juli 2003 til EU-Kommissionen i 2005 annoncerer, at den vil trække forslaget, har alle EU-formandskabslandene ignoreret EA.

Historien slutter med Barrosso-Kommissionen. Den renser ud i forslag, der blot hober sig op i lovgivningsmøllen, men som ikke har udsigt til at passere den. Sammen med en række andre lovforslag bliver EA i 2005 sortlistet, som det hedder i Bryssel-jargonen. Tidligere var den i samme vokabular karakteriseret som ”red tape”, hvilket betyder, at den ligger på en hylde og samler støv med en rød sløjfe omkring.

Fra 2006 er EA fjernet fra dagsordenen.

FAKTA om European Association Statute

European Association Statute (EA) var et direktivforslag fremsat af EU-Kommissionen på EU-Parlamentets opfordring. EA-direktivet blev trukket tilbage før det var færdigbehandlet.

Forslaget rummede en række rammebetingelser for, hvornår en EUropæisk forening, bevægelse, organisation eller lignende ville kunne anerkendes som EUropæisk.
En Europæisk forening ville med en EA-registrering kunne handle i hele EU, og den ville kunne organisere EU-borgere uafhængigt at statsgrænser.

EA rummede for eksempel betingelser for

- hvilke formål en europæisk forening skulle forfølge
- fra hvilken dag en forening kunne regnes for en juridisk person
- hvor hovedsædet kunne ligge
- hvem der kunne stifte en europæisk forening
- hvad vedtægterne som minimum skulle indeholde

Især formålsbestemmelsen var genstand for megen debat.

Der var enighed om, at EA i det højeste skulle gælde for non-profit-organisationer. Den præcise ordlyd var man dog ikke blevet enige om, da EA officielt blev taget af EU’s dagsorden mellem 2005 og 2006.

Newropeans er dømt til lovløshed

2009-05-20T10:16:00.002+02:00

Newropeans stiller op til EU-Parlamentsvalget og bevægelsen insisterer på at være europæisk. Dermed har den et problem, for ingen lov støtter europæisk foreningsfrihed i praksis. Selvom bevægelsen har store ambitioner på europæernes vegne, spår eksperter et beskedent valgresultat.

Det kan i virkeligheden ikke lade sig gøre, fortæller vice-præsident, talsmand og EU-Parlamentskandidat for Newropeans, Harald Greib. Bevægelsen stiller op til parlamentsvalget i ni lande med ét program, men lovene undergraver initiativet. Det bekræfter for Newropeans blot, at der er noget at kæmpe for. Det kan man læse på bevægelsens hjemmeside.

Newropeans’ mål er at ændre EU-systemets rammer, uddyber Harald Greib. Hvis bevægelsen blot affandt sig med de eksisterende juridiske rammer, så var der ingen problemer. Men Newropeans stiller op med ét og samme program i mange EU-medlemsstater. Bevægelsen simulerer, at staterne ikke er andet end valgkredse og ser stort på, at juraen siger noget ganske andet. Og dermed lader bevægelsen som om, der allerede er indført nye rammer for som EU-borger at øve indflydelse.

Borgerne bør kunne øve direkte indflydelse på EU-politik, er Newropeans’ tanke. Og det kan man, mener bevægelsen, hvis man stemmer på en europæisk bevægelse med et fælles europæisk program. Men, som nævnt, bevægelsen simulerer, for den kan intet steds anerkendes som europæisk.

Europæere tvangsnationaliseres

”De tvinger os til at blive nationale,” forklarer Harald Greib, ”og det strider mod vore mål.”
Godt nok kan man i de fleste EU-stater frit agitere for sine synspunkter, så her er der stort set ikke noget problem. Men europæiske bevægelser kan ikke stille op til EU-Parlamentsvalgene uden videre. Europæiske bevægelser er lovløse, for ingen love giver foreningsfrihed på europæisk niveau.

Newropeans er nødt til at stifte bevægelsen som parti eller forening i hver enkelt EU-medlemsstat for at agere lovligt. Dermed splittes Newropeans op i nationale afdelinger, som følger staternes love.
”Alle de nationale Newropeans-partier er juridisk set uafhængige,” forklarer Harald Greib, og fortsætter:
”Vi har blot en aftale om, at de holder sig til vort fælles europæiske program.”

Catch 22

De nationale Newropeans-partier kan i realiteten forkaste Newropeans’ program, uden mulighed for den fælles ledelse for at gribe ind. Det betyder, at Newropeans juridisk set ikke er ét parti men derimod en række nationale partier. Og dermed har Newropeans netop ikke formået at løfte borgernes indflydelse på EU’s fremtid ud af de nationale og ind i europæiske rammer.
”Det strider direkte imod vore mål,” konkluderer Harald Greib om det juridiske catch 22.

Dermed bliver Newropeans et parti som alle andre partier, der kalder sig europæiske, men som reelt ikke er det.
“Forestil dig, at Newropeans i for eksempel dit eget land får stor succes. Så vil de jo også kræve større uafhængighed og afvige fra det fælles program. Selvfølgelig kommer der den slags problemer,” forudser Harald Greib. Lovene i de enkelte stater kan også betyde, at der kun kan sidde statsborgere fra den enkelte medlemsstat i hver enkelt bestyrelse.

Frustrerede EU-borgere får en chance

Men Newropeans falder til patten og lader sig midlertidigt nationalisere. Det sker af bitter nødvendighed, fortæller Harald Greib, som er på det rene med, at kampen for at lovliggøre det europæiske perspektiv, er selve bevægelsens fundament:
”Vores fælles frustration er, at vi ikke kan arbejde på EU-niveau,” siger han, og henviser til den manglende folkelige legitimitet bag EU’s magt.
Det man tilbyder vælgerne ved det kommende EU-Parlamentsvalg, er at give denne frustration luft, kan man læse på bevægelsens hjemmeside:
”Newropeans vil give enhver europæisk vælger chancen for at stemme på en trans-europæisk politisk bevægelse.”

Newropeans tror på, at frustrationen er stor blandt EU-vælgerne:
”Vi er her for at demonstrere frustrationen overfor the establishment,” forklarer Greib og hævder, at Tyskland er et eksempel på, hvor det kan gå rigtig godt for Newropeans:
”.. 10% af stemmerne er ikke urealistisk i for eksempel Tyskland, hvor vi kan samle mange protestvælgere op. Socialdemokraterne er jo ved at flå sig selv i stykker indefra.”
Newropeans’ hjemmeside regner med mellem fem og ti procent af stemmerne i EU, hvilket betyder mellem 50 og 75 mandater i EU-Parlamentet.

Ikke skøre, men idealister

”Ønsketænkning,” siger Dr. Hermann Schmitt til formodningen om, at EU-vælgerne skulle være frustrerede. Dr. Schmitt forsker i blandt andet vælgeropførsel og europæisk integration på Mannheimer Zentrum für Europäsche Sozialforschung. Centret er en del af universitetet sammesteds. Han afviser fuldstændigt, at tyskerne ønsker direkte indflydelse på EUs politik:

”Det er simpelthen ikke en kategori i tyske vælgeres bevidsthed. At den lave interesse i EU-Parlamentsvalg skulle hænge sammen med manglen på legitimitet, er den forkerte diagnose, og det er blevet undersøgt endda meget grundigt,” forsikrer han og henviser til sin egen og kollegernes forskning:

”Vælgerne er bare ikke interesserede i EU-Parlamentsvalg, og det gælder i hele EU.”
Også Newropeans’ anden forhåbning, at trætheden i forhold til de etablerede partier skulle få vælgerne til at gå nye veje, skyder Schmitt ned:
”Det er der ikke eksempler på i nyere tid i Tyskland. Tænk på De Grønne og andre. De voksede stille og roligt.”
Og om de fem-ti procent af vælgerne, Newropeans ser frem til i Tyskland, har Schmitt følgende udgangsreplik:
“De er ikke skøre, de er simpelthen bare idealister…”

De er intelligente, men nej

Dr. Ulrike Guerot iagttager og kommenterer jævnligt tyske vælgeres opførsel i europapolitiske sammenhænge. Hun er direktør i det private European Council on Foreign Relations i Berlin.
Guerot lægger ikke skjul på, at hun støtter Newropeans’ projekt. Hun leverer formentlig den mest positive kommentar, man kan opdrive i Tyskland:

”Hvorfor skulle der ikke være plads til et EU-parti,” siger hun og fortsætter,”i en tid, hvor der er plads til alle mulige enkeltsagspartier.”
Hun henviser til seniorpartiet Graue Panther, som er et eksempel på et enkeltsagsparti, der har succes. Partiet er siden 2001 repræsenteret i Berlins parlament. Og ligesom med seniorerne mener Guerot om EU-sagen, at:

“Jo, der findes et vakt publikum.”
Trods det skyder hun Newropeans forhåbninger til EU-Parlamentsvalget ned:
”Hør, de er intelligente folk og alting, men jeg er nødt til at sige nej. Ti procent er for meget. Intet nyt parti har nogensinde gjort det i Tyskland.”
”Der er en rimelig, ikke helt urealistisk chance for at lande på en tre-fire procent.”

Fremtidsmusik i Newropeans’ øren

”Lovløsheden” er bevæggrunden. Det er den, Newropeans vil af med.
I bestræbelsen på at komme af med de lovløse tilstande regner Newropeans sig selv for en artefakt, et projekt, et værktøj eller en katalysator for forandring, fortæller et af Newropeans’ strategipapirer.

Derfor er de politiske mål også skubbet i baggrunden, mens man kæmper for midlerne. Newropeans fastslår da også, at bevægelsen hverken er højre- eller venstreorienteret. Bevægelsen samler i sin egen forståelse alle, der kæmper for europæiske rammer, men med forskellige mål for øje.

Harald Greib mener, at individer i de gamle partier, ”med inspiration fra Newropeans,” vil europæisere fløje af de gamle partier indefra. Når de vrister sig fri af de nationale bånd og bestyrelser, vil de være europæiske:
”Nationale partier vil flytte tilbage til staterne,” mener Greib, og med nye europæiske partier vil den fejlkurs, EU er slået ind på, være rettet op igen. Den store fejltagelse bestod ifølge Greib i, at ”magten flyttede til Bruxelles, men demokratiet blev hjemme...”

Til den tid, om 15-20 år, fortæller Newropeans’ strategipapirer, kan Newropeans opløse sig selv.
”Medlemmerne kan så fordele sig til højre og venstre i det politiske spektrum, alt efter hvor de synes de hører hjemme,” slutter Greib.
Til den tid, forestiller man sig, vil Newropeans have vist sit værd som artefakt, tjent et hvilket som helst politisk mål, når blot midlerne er bragt ind i passende, lovlige og ikke mindst europæiske rammer.

Til den tid er det lovligt at være en europæiske forening.

EU-Parlamentsvalg 2009

Ambitionen er at stille op til EU-Parlamentsvalget i alle 27 medlemslande med kun ét program. Men til valget den 7. juni har Newropeans valgt at koncentrere arbejdsbyrden i ni medlemslande.

Spanien, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Danmark, Slovakiet, Italien, Ungarn Østrig og Polen er udset til at udgøre frontlinien i Newropeans’ første valgkamp. Foreløbig er i hvert fald Danmark opgivet, fordi der var for få partisoldater.

ILLUSTRATION: Newropeans er en Europæisk politisk bevægelse, der mener at dele karakteristika med salamanderen. Salamanderen er et symbol på renaissancen og dens kølige rationalitet. Det ser Newropeans som ekstremismens modpol. Salamanderen står for mod, uforgængelighed og skrøbelighed på samme tid. Og i lighed med Newropeans er den dog et lille dyr i åbenbaringen. Newropeans' website fortæller også, at salamanderen er valgt som symbol, fordi den med lidt god vilje ligner et kort over Europa.

I fremtidens Europa er journalisten en Sanktbernhardshund

2009-05-07T21:28:00.002+02:00

Vi har brug for europæiske journalister, hvis demokratiet skal leve videre på europæisk niveau. Danmark kan gå foran med en journalistuddannelse.

Journalistikken hævdes jævnligt at være magtens skødehund, demokratiets vagthund, erhvervslivets dovne hyrdehund eller at ligne ved en trofæhungrende jagthund.
Det er sikkert alle vellignende billeder i forskellige situationer og historiske epoker – og i nationale sammenhænge.

Hvis vi derimod anlægger et europæisk perspektiv, er det vist blot billeder af nogle gamle hunde, vi går og klapper på. De er alle solidt placeret i sofaen mellem det øvrige nationale inventar.

For at blive i billedsproget, så er det min opfattelse, at EU journalistisk talt behøver sanktbernhardshunde.

Journalistikken er demokratiets tvilling

Forestillingen om en borgerlig offentlighed bestående af myndige medborgere er omdrejningspunkt for dansk journalistiks selvforståelse. Ja, vel endda forudsætning for, at journalistikken overhovedet kan have en selvforståelse.

Den danske offentligheds sted er de fælles medier. Her informeres, her præsenteres synspunkter, her argumenteres og her iscenesættes opførelsen af de vigtigste samfundsaktørers positioner, roller, trusler og lokken. Og her udkrystalliseres efterhånden blandt borgerne en formening om, hvor offentligheden samlet set står. I bedste fald står offentligheden der, hvor de bedste argumenters prøvesten tillod den at stå. Den fælles viljesdannelse i offentlighedens fremkaldervæske kommer ud af badet som god vilje. Det hele kan oversættes til demokrati, når det er rationelt, og hvor flertal er flertal, også efter at være prøvet i den offentlige debat.

Journalistik i de fælles og frie medier er derfor det moderne, rationelle demokratis tvilling.

Presse- og ytringsfrihed

Det magiske øjeblik, hvor den politiske offentlighed sanktioneres statsretsligt, er nært sammenhængende med, at medierne selvstændiggøres. Det sker i Europa i forbindelse med revolutionerne omkring 1848, hvor de såkaldte positive rettigheder slippes løs i de nye forfatninger. Det gælder blandt andet ytringsfrihed og pressefrihed. Således også i Danmark.

Konstitutivt er det selvbevidste borgerskab. Det optræder herefter i varierende grad som et selvstændigt korrelat til statsmagt, myndigheder og senere også til markedskræfter. Det er af samme grund også mål for de politiske og økonomiske magters information, kommunikation og undertiden også propaganda.

Journalisten og arbejdshunden

Journalisten har i historie og nutid været indehaver af forskellige roller i medierne. Det er disse roller, der har sine karrikerede ligheder med arbejdshunde.
Vi kalder journalisten for magtens skødehund, når hun optræder følgagtigt og ukritisk. Værst er det, når politisk eller økonomisk magt står alene om at definere, hvad der for borgerne er vigtigt.Man kan her tænke på de udvalgte krigskorrespondenter i Irak, der villigt lader sig forevise Potemkins kulisser.

Når journalisten er i rollen som genopretter af gode demokratiske forhold, så siger vi hun optræder som vagthund. Det sker ved opsøgende arbejde, der afslører politiske og økonomiske systemers magtmisbrug, fortielser og løgne.

Watergateskandalen er vagthundenes paradeeksempel på en kamp med heldigt udfald, fordi journalister forsvarede og vandt demokratiet mod verdens mest magtfulde mand.
Undertiden forvandles journalisten i rollen som demokratiets vagthund og fremstår snarere som en jagthund efter sensationen – ofte den personificerede enkeltsag.
Man kan her tænke på Peter Brixtofte, hvis imponerende rødvinsregninger er entydige. Brixtofte er skurken, journalisterne heltene, skatteyderne ofre for magtmisbrug.

Tilbage i rollen som demokratiets vagthund er journalisten snarere interesseret i, hvorfor SF’eren Helene Lund i årevis råbte vagt i gevær men blot mødte privatiseringsprædikanternes berømmelse af mønsterkommunen Farum.

Sensationen fremstiller kampen mellem godt og ondt i såpas æstetisk renhed, at netop det truer med at blive formålet selv. Genoprettelsen af den demokratiske orden og hvad der er til det fælles bedste må som formål vige for æstetikken.

Billedet af erhvervsjournalistikken som hyrdehund tager udgangpunkt i, hvad der netop ikke sker. Hyrdehunden arbejder kun, når flokken er truet eller nogen skiller sig ud. Når det ikke er tilfældet udveksler den blot opmærksomhed med flokken, som kan være erhvervslivet, civile organisationer, interesseorganisationer eller myndigheder. Journalisten kopierer velvilligt de informationer, der udgår fra kommunikationsafdelingerne og er så sikker på også at få stoffet næste gang.

Hvad så med EU?

Men hvad sker der med forestillingerne, rollerne og karrikaturerne, når vi vender os mod det nye forum for fælles viljesdannelse, den Europæiske Union? Hvordan har det rationelle demokratis tvillingepar det i den sammenhæng? Kender vi den journalist, der følgagtigt går EU-magtens ærinde? Kender vi den journalist, der lader EU sætte dagsordenen og bestemmer, hvad der er interessant? Har vi en situation, hvor bevidsløs afskrift af EU-magtens program er nødvendig, når journalisten også i fremtiden vil bytte opmærksomhed med magten? Kort sagt, findes den europæiske journalistiske skødehund? Det er nok muligt, men det er ikke lykkes mig at komme i tanker om et eneste eksempel.

Hvad så med demokratiets vagthund? Kender vi den europæiske journalist, der afslører magtmisbrug, løgne og fortielser i EU-systemet, genopretter den europæiske orden, og af hensyn til det fælles europæiske bedste forsvarer demokratiet? Rummer rollebesætningen i det europæiske politiske teater denne kritiske journalist, der af hensyn til det fælles vel spidder EU’s fejlgreb?

Tja, en vagthundefunktion er det vel, når journalister bringer historien om, hvordan EU bortødsler skatteborgernes penge og for millionbeløb bringer hele administrationen til Strasbourg i en uge hver måned. Men historien forvanskes undervejs til borgerne. Det er EU-parlamentarikere der har iværksat den kampagne imod frådseriet, som journalisten bringer videre. Det er EU-parlamentarikere, der forsvarer den europæiske skatteborger og som iøvrigt er dødtrætte af at pakke kontorer ud og ned. Vist er pengeforbruget til flytteforretningen på EUs budget, men det er alene EU-staterne, der kan fjerne ordningen.

I de nationale offentlighedssfærer fremstår journalistikken således i sin vagthundefunktion som skatteydernes forsvarer mod systemet i EU’s skikkelse.
Desværre retter såvel folkevidet som mange journalister dermed bager for smed, og staternes magt over EU-systemet opretholdes. EU får til gengæld tildelt skurkerollen. Det er netop ikke det europæiske demokrati og fælles bedste, der reetableres, men det nationale.

Journalister, der viderebringer netop den historie om EU’s ødselshed, er måske snarere skødehunde for de nationalstater, der ikke har interesse i, at borgerne placerer ansvaret på rette sted.

Kender vi så den journalistiske jagthund i det EU-politiske teater? EU ville være et taknemmeligt offer for jagthunden, fordi dets modforholdsregler er sparsomme. Man har vist ikke engang en spindoktor ansat til at forsvare sig. Men det er nok for indviklet. Desuden er det kedelige ting, EU har magt over. Der er knap så meget krig, knap så meget klart defineret magt, og knap så mange personer, vi synes vi kender personligt.

Kommissærer optræder for sjældent i Billed-Bladet, kan man sige, og kun EU som institution betragtet tilbyder sig i rollen som det onde selv.

Man kan måske sige, vi kender jagthundefunktionen, når TV-hold på skift tager til Bruxelles for at fotografere EU-parlamentarikerne, der underskriver diætlister uden at tage del i de møder, der betinger diæterne. Men det er karakteristisk, at det bedst lader sig sælge, hvis det er en hjemlig politiker, der er offer. Således husker de fleste vel, da John Iversen var offeret, men jo netop fordi han er fra Danmark.

Kort fortalt er jagthundens terræn muligvis overnationalt, men byttet skal være af interesse for og afleveres i den hjemlige offentlighedssfære.

Kun i uegentlig forstand kender vi derfor til europæiske journalister. De er nemlig ikke europæiske. Såvel vagthund, skødehund som jagthund står i relation til en offentlighedssfære som er national. De hører til det nationale inventar, og det er i bedste fald de nationale demokratiers orden, selvbevidsthed og fælles bedste, der genoprettes, når EU spiddes.

En europæisk offentlighedssfære?

EU har aldrig behøvet noget magisk øjeblik, hvor den politiske magt sanktionerer presse- og ytringsfrihed. EU er født med frihederne.

Derimod savner vi både det konstitutive selvbevidste europæiske borgerskab og et sted for en europæisk offentlighed at udfolde sig. Der er stor set ingen Europæiske medier. Der er godt nok ansatser, men de er få og uden betydning. EU Observer er én offentlighedsarena in spe, men i lighed med tiden, hvor de første danske omnibusaviser så dagens lys, så læses EU Observer stort set kun i hovedstaden – Bruxelles.

Det peger på det manglende konstitutive element. Der findes ikke noget selvbevidst, læsende og deltagende europæiske borgerskab.

Disse faktorer er tilsammen, hvad EU-Kommissionens vicepræsident Margot Wallström og andre har diagnosticeret som manglen på en europæiske offentlighedssfære. Det kommer frem i EU-Kommissionens hvidbog om kommunikation, som blev offentliggjort den 2. februar 2006. Heri foreslår EU blandt andet foranstaltninger, der skal få journalister og andre til at tænke ud over de nationale offentlighedssfærer. Man forestiller sig for eksempel at understøtte netværksmøder mellem journalister på tværs af grænserne.

Det kan der så siges meget ondt og godt om. Til det onde hører, at det dog ville være et kønnere europæisk demokrati, der ikke skulle sparkes igang ovenfra.

Sanktbernhardshunde skal vække borgerne

Hvorom alt er, så savner det europæiske demokrati sin journalistiske tvillingsøster. Den rolle kræver dog europæiske medier, som kræver et europæisk publikum. Og et europæisk publikum kræver europæisk journalistik og således videre i cirkler.

Der er ikke andet for end blot at gå i gang. Det handler sandsynligvis om demokratiets overlevelse under nye overnationale horisonter. Jeg tror Europa savner journalistiske Sanktbernhardshunde, som kan yde henslumrende europæiske borgere demokratiske førstehjælp. Hvis min analyse holder bør de have et skvæt af den medicin, der søger ”... at henlede den offentlige Opmærksomhed på det Offentlige, at vække og nære Borgerens Interesse for det Statsborgerlige, og således stræbe efter at bidrage til ... Selvbevidstheds Opvækkelse....” Sådan forklarede Fædrelandet sin egen berettigelse den 14.9.1834, da det nationalliberale borgerskab var i sin magts gryen.

Alt journalisten behøver gøre for at indtage rollen er at tænke ”Europæisk” ind foran ordet ”Statsborgerlige” og så ellers passe sin hidtidige rolle som vagthund, jagthund eller skødehund i den nye sammenhæng.

Horisontudvidelsen handler også om uddannelse. Således kunne Danmarks journalisthøjskoler eventuelt gå sammen om en ny enhed for Europæisk Journalistik.
Den kan så med tiden blive til en selvstændig institution, der tilbyder journalistuddannelser, hvis referenceramme er mere end national. Europæiske journalistuddannelser bør have som målsætning at rekruttere i hele Europa – både når det gælder medarbejdere og studerende.

FOTO: St Bernard with barrel by Daniel Steger

Makedonere mellem Vergina og IKEA

2009-05-07T19:40:00.002+02:00

Makedonere er som europæere flest. De elsker at forbruge, mens de kæmper om retten til historien. I Makedonien gælder det selve statens navn.

”Nu skal du bare se, hvordan europæerne tér sig,” fastslår min lokale tolk og ledsager selvsikkert fra sædet ved siden af. Han har allerede forklaret, hvordan Makedonien er kvintessensen af alt, hvad der er typisk europæisk. Det er ham, der har fået ideen til, at vi skal på bustur fra Skopje til Thessaloniki.

Egentlig spurgte jeg blot, om navnestriden mellem grækerne og makedonerne var noget, der kun fandtes i medierne? Eller om den betød noget for folk? Og her i bussen er der folk. Helt almindelige borgere fra Skojpe, der skal på kombineret indkøbstur og kulturrejse til Thessaloniki og til det græske Makedonien.

Rejsen starter i Skopje

Der er mørkt omkring bussen, og det støvregner. Den spredte belysning på parkeringspladsen spejler sig i vandpytterne, og vinterfrakker og paraplyer haster forbi udenfor. Døren oppe foran åbner en gang imellem med det karakteristiske pift af trykluft og lukker en eller flere søvndrukne makedonere ind i bussen.

Bussen er halvfuld af mennesker her klokken seks om morgenen, og folk venter lidt med at tage overtøjet af. Bussen er stadig kold.

Den minder om en skolebus i ’70erne. Stofindtrækket er kunstigt på alle mulige måder. Materialet er kunstigt, farverne skriger, mønsteret imiterer ægte tæpper, og i stil passer det til de flettede bagagenet over sæderne, der er udført i klar guldplast. Og så lugter der af gammel cigaretrøg, selvom ingen benytter de askebægre, der stadig findes på ryggen af sæderne. Og vi sætter igang med et ryk. Der er vist noget med gearkassen.

Grækerne sætter en grænse

Efter et par timers kørsel i morgentågen, hvor vi efterhånden har fået varmen og lidt søvn, lyder turguidens morgenrustne stemme i højttalerne:
”Så ankommer vi til grænsestationen, jeg samler pas og visa ind om et øjeblik, og vi holder en pause, indtil vi må komme igennem,” siger han på makedonsk. Folk vågner langsomt rundt omkring i mørket, mens vi ruller ind på grænsestationens våde asfalt og finder den rette bås.

E75 krydser grænsen ved Gevgelija, hvor landskabet er fladt og grænsevagterne har udsyn til alle sider. Min ledsager er lysvågen og hiver triumferende sit pas frem. Han arbejder for den Makedonske stat og har, hvad han kalder et diplomatpas. Det giver adgang til EU uden et visum.
”Læg nu mærke til, hvad der sker i praksis,” siger han og fortsætter:
”Det her er grænsevagter, der er ansat af den græske stat, som jo ikke anerkender navnet Makedonien.”

Der går nu en halv times tid, før der dukker nogle forskellige uniformer op. Den ene slags er vist toldere, og den anden grænsevagter. En af grænsevagterne får passene af turguiden. Efter yderligere en halv times tid dukker de op igen. Passagerne får udleveret pas og visa, og jeg lægger mærke til, at visa ikke er klistret eller stemplet ind i passet. Visum er udstedt separat af de græske myndigheder, og har en smuk dekoreret forside, hvorpå der står:”Skopje”.

Grænsebetjentene kan på den måde undgå at stemple passene, hvorpå der jo står ”Makedonien”, og dermed indirekte anerkende navnet på staten Makedonien.

Det ternede papirdiplomati

”Men følg nu med,” siger min ledsager, for nu kommer vagten med hans pas.
Han har ikke noget visum, for hans diplomatpas er jo i sig selv et visum til EU-landet Grækenland. Grænsevagten vil diskutere sagen og er fornærmet, for tolken burde jo have fået et visum med, mener han. Det virker på ham som om sagen er besværlig, og han forlader bussen igen. Et øjeblik efter kommer han tilbage, har tilsyneladende fået vide, hvad han skal gøre. Han kigger olmt på min ledsager, river et stykke ternet papir ud af en lille blok, stempler det lille stykke papir, og lægger det ind i diplomatpasset.

Således har grænsevagten undgået at anerkende navnet Makedonien med et stempel, alle formaliteter er overholdt, og turen kan fortsætte:
”Det er rent teater,” siger tolken: ”Jeg har været her masser af gange før, og de ved udmærket godt, hvad mit pas betyder.”

Athen administrerer Sydmakedonien

Selv giver jeg mig til at latterliggøre den græske barnagtighed. Starter et længere foredrag for min ledsager, der munder ud i noget i retning af, at nu må de s’gu se at komme ind i kampen og få anerkendt navnet Makedonien, de grækere.

Mens jeg taler, ruller vi ud af grænseområdet, og jeg bliver afbrudt af turguiden, som nu starter sin del af forestillingen. Han bringer mit løsslupne foredrag tilbage til realiteterne:
”Vi er nu på vej ind i det sydlige Makedonien, som jo i øjeblikket administreres fra Athen,” siger han Gud hjælpe mig, og jeg synker lidt længere ned i sædet, sender en telepatisk undskyldning til den græske grænsevagt, og min ledsager griner af min skandinaviske uskyld.

Verginasolen skinner fra oldtiden

Vi skal omkring Florina eller Voden, som byen hedder på makedonsk. En lille bjergby, hvor folk fortsat taler makedonsk. Nu har de godt nok boet der siden før det moderne Makedonien blev opfundet, så nogen vil hævde, at det vil være mere korrekt at kalde sproget bulgarsk, som stort set er det samme. Den slags detaljer hænger turguiden sig dog ikke i. For ham er der et samhørighedsforhold mellem det moderne Makedonien og Voden, som betjener sig af det samme sprog.

Det kulturelle højdepunkt er besøgene i Pella og Vergina. Begge rummer oldmakedonske hovedstæder. Pella er blot ruiner, livløse søjler og en berømt gulvmosaik, mens det moderne Vergina huser museet med de arkæologiske gravkamre. Man regner med, at den ene grav er Philip II af Makedoniens, og ikke mindst regner man med, at gravskrinet med den berømte Verginasol på, er hans.

Verginasolen er blevet til symbol på Philips rige, men den findes også i den græske provins Makedoniens flag, og også staten Makedonien indførte ved sin oprettelse i 1991 Verginasolen i sit nye flag. På den måde viste man, at der var kontinuitet mellem nutidens og oldtidens Makedonien. Det blev der med græsk mellemkomst sat en stopper for, og Makedonien måtte finde et andet anerkendelsesværdigt flag.

”Alt i museet er makedonsk,” hævder guiden, mens bussen finder vej ind i Vergina, ”men lad nu være med at provokere museumsfolkene,” forklarer han, ”for de ved ikke bedre end det, de har lært i skolen, og det der står på plancherne.”
Der er et par passagerer, der ryster på hovedet over turguidens konspirationer, og der er vist også nogle stykker, der ikke lytter længere.

IKEA samler makedonerne

Snart ruller vi videre mod rejsens mål, havne- og handelsbyen Thessaloniki, hvor det er meningen, vi skal handle. Jeg har ikke begreb skabt om, hvad man indkøber i Thessaloniki, men det skal vise sig den næste dag, at det ved tolken alt om.
Den fantastiske havnepromenade med udsigten over bugten og de livlige caféer og restauranter langs kajerne i centrum må nemlig vige pladsen for indkøb.

For en stund troede jeg, Verginasolen var makedonernes foretrukne turistmål i det græske Makedonien. Det var forkert. Tyve minutters bybuskørsel fra centrum ankommer vi nemlig til IKEA. Her er der betydeligt mange flere makedonere end på museerne, og her kan man få noget, der endnu ikke er til at opdrive i Makedonien. Enkelt design, lyst træ og pastelfarver i samlesæt, som det kan lade sig gøre at bakse ind i bagagerummet i en bus.

Vi hilser vistnok på hele vort rejseselskab i IKEA, som tydeligvis var valfartens hovedmål.